Evaluering af PAVI

 
 

 

PAVIs bestyrelse iværksatte i 2010 en evaluering, der blev gennemført i første halvår 2011. Nu foreligger resultatet.

Se hele rapporten: Evaluering af Palliativt Videncenter (pdf)

Formålet med evalueringen var dobbelt:

- At undersøge og vurdere i hvilken grad og hvordan PAVI har levet op til de mål, bestyrelsen har opstillet for videncenteret

- At give anbefalinger til, hvordan PAVI fremadrettet kan udvikle sine aktiviteter og opnå yderligere anerkendelse som nationalt videncenter.

KORT OM RESULTATER
”…videncenteret er nået langt og har spillet en afgørende rolle som videnindsamler, videnproducent og videnformidler…Der er tale om en pionér- og udviklingsindsats som er lykkedes.” (rapporten s 7)

I forhold til det første formål konkluderes således: ”PAVI har på tilfredsstillende vis levet op til formålet med videncenteret, som er at sikre udvikling, høj faglig kvalitet og spredning af viden på det palliative felt, og til de mere specifikke mål, som bestyrelsen opstillede for videncenteret.” (rapporten s 8)

Blandt de mere specifikke mål, som er opnået, fremhæves at PAVI

- Er etableret og konstitueret på alle niveauer
- Har udviklet gode og velfungerende samarbejdsformer og arbejdsrutiner
- Har gennemført de planlagte arbejdsopgaver
- Er anerkendt og bliver anvendt af det samlede palliative felt i Danmark
- Er på vej til at være kendt af det internationale palliative felt

I forlængelse af det andet og fremadrettede formål med evalueringen har panelet en række anbefalinger:

1. Fasthold videnindsamling og –spredning som primær opgave
2. Fasthold bred og samlende profil
3. Behold de professionelle som primær målgruppe og vær mere aktiv overfor den sekundære målgruppe
4. Genovervej at nedsætte et advisory board
5. Øg den kliniske og praktiske baggrund i medarbejdergruppen
6. Følg op på kortlægningen
7. Fortsæt med nuværende aktiviteter og udvid gerne informationsaktiviteter

BESTYRELSENS ANBEFALINGER
PAVIs bestyrelse, der består af Mogens Hørder (formand), Gurli Martinussen, Johanne Bratbo, Tove Vejlgaard og Tove Videbæk, drøftede resultaterne af evalueringen på et møde den 8. juni.
Se mere om bestyrelsen

Bestyrelsen er yderst tilfreds med kvaliteten af det arbejde EVA og det nordiske panel har udført. Og bestyrelsen glæder sig over de mål, der er nået på godt to år.

Bestyrelsen har særskilt drøftet evalueringsrapportens anbefalinger vedrørende de områder af finanslov 2011, der vedrører PAVIs aktivitetsområder og organisatoriske forhold.

Bestyrelsen fremhæver således behovet for en sammenkædning af palliation og rehabilitering for mennesker ramt af livstruende sygdom.

Til realisering heraf foreslår bestyrelsen, at der ved PAVI etableres et funktionsområde for rehabilitering og at dette muliggøres gennem en forøgelse af den basale finanslovsbevilling til PAVI med yderligere min. 4 mio kr om året.

OM EVALUERINGPROCESSEN
Evalueringen er, efter anmodning fra bestyrelsen, planlagt og gennemført af Statens Evalueringsinstitut, EVA.

Et nordisk panel, bestående af Finn Kamper-Jørgensen (Formand, Danmark), Dagny Faksvåg Haugen (Norge), Inger Hee (Danmark), Michael Hviid Jacobsen (Danmark) og Pär Salander (Sverige) har sammen med EVA gennemført evalueringen på grundlag af skriftlig dokumentation af indsatsen i de første to år samt en SWOT-analyse, begge er leveret af PAVI.

Et 2 dages besøg af panelet med interviews med en lang række aktører og samarbejdspartnere i det palliative felt, fra hele Danmark - samt enkelte supplerende telefoninterviews, - i alt 39 personer.

Evalueringen er formidlet i en rapport på 54 sider: Evaluering af Palliativt Videncenter (pdf)

 
 

Kontakt

Palliativt Videncenter

pavi@pavi.dk

Telefon: 3038 2302