Efteruddannelse fra SOSU-uddannelsernes kursusafdeling
Kursusafdelingerne på landets SOSU-uddannelser udbyder løbende palliativ efteruddannelse samt sorg- og kriseefteruddannelse for social- og sundhedsassistenter. De palliative efteruddannelsesforløb er AMU-uddannelser under titlerne ”Hospicemetoder i praksis” og ”Palliativ omsorg til mennesker med demens”.

Hospicemetoder i praksis
Efteruddannelsen indeholder viden om palliativ indsats, hospicefilosofien og omsorg for det døende menneske. Herunder observation af symptomer og plejebehov hos døende mennesker, rettigheder/muligheder for døende og deres pårørende, angst og samtalen om angst, tværfagligt samarbejde, omsorg til pårørende og kollegial omsorg.
Formålet med efteruddannelsen er, at du bliver i stand til at varetage de praktiske, sociale og psykologiske opgaver, der er i kontakten med døende mennesker og deres pårørende.
Se aktuelle hold:
Hospicemetoder i praksis
Palliativ omsorg for mennesker med demens
Det anbefales at du har gennemført - eller har kvalifikationer svarende til efteruddannelsen "Hospicemetoder i praksis" som er beskrevet ovenfor.
Efteruddannelsen indeholder viden om den palliative indsats til mennesker der er døende og ramt af en demens sygdom. Uddannelsen lægger op til at du sammen med dine kollegaer kan tage ansvar for den palliative opgave, og medvirke til at mennesker med demens får en værdig livsafslutning og undgår unødige hospitalsindlæggelser.
I efteruddannelsen vægtes opmærksomhed på de symptomer der peger på, at et menneske med demens er døende. Herunder symptomlindring, tværfagligt samarbejde, omsorg for og samarbejde med pårørende samt viden om forebyggelse af psykisk betingede arbejdsskader.
Se aktuelle hold:
Palliativ omsorg for mennesker med demens
Sorg og krise
Efteruddannelsen om sorg- og krisearbejde er ligeledes en AMU-uddannelse under titlen ”Sorg- og krisearbejde i omsorgsområdet”.
Formålet med efteruddannelsen er, at du bliver i stand til at varetage de praktiske, sociale og psykologiske opgaver i kontakten med sorg- og kriseramte mennesker og deres pårørende.
Efteruddannelsen indeholder sorgteorier – ny forståelse af sorg, normale sorg- og kriseforløb hos mennesker, empati og aktiv lytning, samarbejde med sorg- og kriseramte mennesker og deres pårørende, relevante offentlige og private tilbud samt forebyggelse af psykisk betingede arbejdsskader.
Se aktuelle hold:
Sorg og krise
Hvis der ikke aktuelt udbydes efteruddannelsesforløb i palliation og sorg-/krisearbejde i dit lokalområde, kan du kontakte din lokale kursusafdelingen og få oplyst, hvornår de igen udbyder palliativ efteruddannelse.
Alle har adgang til en arbejdsmarkedsuddannelse uanset alder eller uddannelsesbaggrund. De palliative efteruddannelser er gratis (udbydes som AMU – arbejdsmarkedsuddannelser), og der er mulighed for VEU-godtgørelse (løntabsgodtgørelse).
Udbydes der ikke palliativ efteruddannelse i dit lokalområde, kan du rejse til den nærmeste kursusafdeling og få udgifter til transport, overnatning og diæt dækket.
Hør nærmere om dette i din lokale kursusafdeling:
Oversigt over SOSU-skolerne
Efteruddannelsestilbud fra hospice og palliative afdelinger
De fleste hospicer, palliative afdelinger og palliative teams tilrettelægger løbende efteruddannelsestilbud, enten som et konkret tilbud eller efter behov ved henvendelse. Indhold kan være symptomlindring, åndelig omsorg, sorg og tab, omsorg for pårørende, etik, social palliation, kommunikation samt tværsektorielt samarbejde.
Vi har lavet en oversigt over uddannelsessider fra hospice og palliative afdelinger i Danmark, med links til deres hjemmeside.
Hjemmesiderne er meget forskelligt bygget op. På nogle hjemmesider vil det være nemt at finde oplysninger om kurser og efteruddannelse; på andre sider er der intet anført, og du må kontakte institutionen for at høre nærmere om aktuelle tilbud eller om muligheden for at etablere efteruddannelse.
Se oversigt:
Hospice og palliative afdelinger i Danmark