Den uhelbredelige lungesygdom KOL, som 5.000 danskere dør af årligt, udløser ikke samme behandling til lungepatienterne som døende kræftpatienter får. Det skriver Kristeligt Dagblad d. 16. august 2010.
Sygdommens slutfase strækker sig nemlig over så lang tid, at der i dag ikke er et palliativt behandlingstilbud, som kan sikre de døende en tilstrækkelig lindring og behandling af fysiske, psykiske og åndelige problemer.
Mens uhelbredelige kræftpatienter får mulighed for at komme på hospice og på hospitalernes palliative afdelinger, de sidste dage, inden de dør, ser det helt anderledes ud for de medicinske patienter - herunder lungepatienterne. De lever som regel med lav lungekapacitet i frygt for at blive kvalt, samtidig med at mange er efterladt alene med tvivl og angst og eksistentielle tanker.
Det konkluderer en ny erhvervs-ph.d.-afhandling, som lektor ved Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole, cand. mag. Ingeborg Ilkjær afleverer til september.
Hun har fulgt 17 patienter med KOL over et halvt år og peger på, at kræftpatienter prioriteres frem for patienter med KOL. Det kan man se ved, at langt hovedparten af patienterne på hospicerne og de palliative afdelinger er mennesker med kræft. Det er et stort problem, mener hun.
"KOL har lav status, blandt andet fordi man i samfundet mener, at patienterne selv er skyld i sygdommen på grund af røgen," siger Ingeborg Ilkjær.
Størstedelen af patienterne er medlemmer af folkekirken og har eksistentielle og religiøse tanker, men er for syge til at komme i kirken, og kirken eller hospitalspræsten kommer heller ikke til dem:
"Det er et stort problem for folkekirken. Præsterne og kirken er nødt til at kravle ned af prædikestolen, hvis de vil nå folk," siger Ingeborg Ilkjær.
Præst på Bispebjerg Hospital Bodil Rønnov Due peger også på, at det er kræftpatienterne, der ligger på de palliative afdelinger:
"På den palliative afdeling her på hospitalet er en fast præst tilknyttet. Sådan er det ikke på hospitalets andre afdelinger. Dér er det meget op til personalet at tænke præsten ind i det, ligesom præsten selv skal være opsøgende."
Ifølge hende er der ikke meget tid til at tage ud i hjemmene.
"Det er meget beklageligt, hvis de dør i en form for religiøs ensomhed. Det er der ingen, der skal", siger Bodil Rønnov.
Anne Brandt, administrerende direktør i Danmarks Lungeforening, mener, at sundhedspersonalet skal være bedre til at opspore, om der er åndelige og religiøse behov hos patienten og i så fald inddrage præsten.
Læs mere om Ingeborg Ilkjær
Lektor og ph.d.-studerende, Ingeborg Ilkjær, Diakonissestiftelsen
Læs artikel på Kristeligt Dagblad.dk:
Lungepatienter dør i religiøs ensomhed