Hvad er et værdigt liv – og en værdig afslutning på livet? For den enkelte, de pårørende og de professionelle? Under overskriften ”Må man kortslutte livet?” inviterede TrygFonden d. 22/8 til Søndagsuniversitet, hvor almindelige danskere og fagfolk debatterede mellemrummet mellem liv og død.
”Det moderne menneske lever i en tilvalgs- og fravalgskultur. Vi har opfattelsen af, at vi kan vælge liv og livsmodus. Og heraf drager vi den eksistentielle fejlslutning: at vi kan vælge, om vi vil dø eller ej. Det er problematisk.”
Biskop Kjeld Holms oplæg fik deltagerne i TrygFondens Søndagsuniversitet til at nikke bifaldende. Godt 100 mennesker var mødt op forat tage døden ved hornene. For - som biskoppen startede med at fastslå – at dø er det eneste, vi skal.
Temaet var ikke den aktive dødshjælp – men ”den gode død”. Redskaber til at håndtere døden, og hvornår det giver mening at stoppe yderligere behandling. Indlæggene stod biskoppen ved Århus Stift og overlæge ved Århus Sygehus, Mogens Skadborg for. Ordstyrer var journalist Mogens Gyde, der startede med at referere til en undersøgelse fra forsommeren, der viser, at Danmark kommer ind på en sløj 22 plads ud af 40 lande, når man taler om pleje af døende patienter
Deltagerne i dagens Søndagsuniversitet var en sammensat gruppe af fagfolk og pårørende - som Lone Munk, der for få år siden mistede sin moster, der havde været indlagt i fem år efter en blodprop i hjernen. Halvandet år på sygehus og resten på plejehjem, indtil det sunde hjerte gav op. ”Havde min moster selv haft valget, havde hun ikke syntes, at det var dét værd,” sagde Lone Munk forud for arrangementet.
At teknologien kan komme til at fylde for meget ved livets afslutning, er også et af overlæge Mogens Skadborgs ærinder. Overlægen har i Region Midtjylland stået i spidsen for en vejledning til, hvordan man som læge tackler patienter, der er uafvendeligt døende. ”Der er ingen facitliste. Når man når til, at yderligere behandling er meningsløs, er det lige så meget patienten som lægen, der er ekspert,” siger Mogens Skadborg
Patienten som en afgørende spiller i planlægningen af døden fik plads ved den efterfølgende debat. En af de mange læger, der bidrog til debatten, overlæge Finn Vejlø Rasmussen fra Bispebjerg Hospital, pegede blandt andet på værktøjet ”Advance care planning”: Et australsk system, hvor et dokument udfærdiget af den sygdomsramte, er med til at skabe tryghed for både den døende, de pårørende og det sundhedsfaglige personale.
Palliativt Videncenter, støttet af TrygFonden, var på mødet repræsenteret af centerchef Helle Timm. Hun efterlyser, at døden bliver en del af uddannelsen for det sundhedsfaglige personale.
”Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi håndterer døden i fremtiden. Om vi skal have flere hospicer - og om for eksempel flere frivillige skal indgå i arbejdet. For om få år, når en stor del ældre skal behandles af en meget lille gruppe sundhedsfagligt personale, har vi ikke kapaciteten."
Se omtalen på TrygFonden.dk
Læs om Palliativt Videncenter på TrygFonden.dk